Generic filters
Tømrermester RFA

Sådan kan jeres andelsboligforening få tilskud til el-delebiler

Vejdirektoratet har afsat 100 millioner kroner til, at virksomheder og boligforeninger, herunder andelsboligforeninger, kan søge om tilskud til at få fælles el-delebiler. Fristen for senest at søge tilskudsordningen er allerede den 30. september 2025 kl. 15. Ønsker jeres andelsboligforening at få del i midlerne, kan I læse mere omkring initiativet her.

Opdatering juni 2025

Vejdirektoratets pulje til at understøtte øget brug af el-delebiler er forlænget, som følge af, at der efter afslutningen af ansøgningsrunden i 2024 fortsat var midler til rådighed.

Det betyder, at puljens løbetid forlænges med en supplerende ansøgningsrunde i 2025. I puljen er der 46,6 mio. kr. Puljen åbner for ansøgninger den 1. august 2025 kl. 10.00 og lukker for ansøgninger den 30. september kl. 15.00.

For andet år i træk er Vejdirektoratets tilskudspulje på 100 millioner kroner, til finansiering af el-delebilsordninger, igangsat. I år skal de resterende 97 millioner kroner fordeles til blandt andet andelsboligforeninger, der ønsker at få el-delebiler. Vejdirektoratet ser gerne, at alle midlerne bliver brugt, så flere kan få opstartet et el-delebilsprojekt.

Hvad dækker tilskudsordningen?

Via tilskudsordningen kan man få dækket op til 80 procent af omkostningerne forbundet med projektet. Det er muligt at modtage op til 2,2 millioner kroner.

Ordningen giver økonomisk støtte til etablering af dedikerede p-pladser og ladestandere til el-delebilerne. Har andelsboligforeningen allerede parkeringspladser til delebiler, kan I søge om at få tilskud til installation af blot ladestanderne, som skal anvendes til deleordningen.

Ofte har andelsboligforeninger ikke en delebil til rådighed – men det er ikke muligt at søge om tilskud til indkøb af biler (og heller ikke til økonomisk støtte af projekter, der gælder etablering af private ladestandere). Der kan dog søges om tilskud til leasing af elbiler i projektperioden, hvis man ikke har køretøjer til rådighed. Bilerne som anvendes til projektet, skal være eldrevne – og ikke hybridbiler.

Der kan for eksempel ydes tilskud til følgende typer af projekter og tiltag:

  • Etablering af nye el-delebilsordninger 
  • Udvikling af eksisterende el-delebilsordninger
  • Etablering af dedikerede p-pladser inkl. ladestandere til el-delebiler* 
  • Etablering af ladestandere på eksisterende delebilspladser*
  • Pilotprojekter ved udvalgte knudepunkter som eksempler på, hvordan delebiler bedre kan spille sammen med de kollektive transportformer og underbygge dem 
  • Pilotprojekter der for eksempel afprøver nye anvendelsesområder, brugergrupper eller platforme 
  • Lokale markedsundersøgelser for at afdække interessen i et lokalområde
  • Udvikling af nye tiltag og platforme, der fremmer brugen af el-delebiler

*Ladestandere forbeholdt el-delebiler kan frit (efter privatretlig aftale) opsættes på private arealer. Ladestandere forbeholdt el-delebiler kan opsættes på kommunale og regionale arealer, hvis ansøger indhenter de nødvendige tilladelser til opsætningen. Der vil skulle indhentes en tilladelse efter vejlovens § 80 ved opsætning af en ladestander forbeholdt el-delebiler på kommunalt vejareal og grundejerens tilladelse for så vidt angår ejendomme ejet af kommuner og regioner.

Kilde: Vejdirektoratet

Betingelser for at søge tilskud

For at kunne søge tilskuddet, kræves det, at pengene bruges på en såkaldt alment tilgængelig delebilsordning. Sådan en ordning skal være inden for følgende rammer:

  • El-delebiler med fast stamplads, for eksempel boligforeninger, som har etableret/ønsker at etablere en fælles el-delebilsordning; firmaer der tilbyder abonnementsordninger, hvor der kan lejes en el-delebil eller tilsvarende koncepter.
  • El-delebiler uden fast stamplads, for eksempel firmaer der tilbyder abonnementsordninger, hvor der kan lejes en el-delebil som afhentes ét sted og parkeres et andet sted.
  • Nabo-til-nabo el-delebilsordninger; for eksempel en platform der faciliterer brugen af nabo-til-nabo el-delebiler.

Puljen giver både tilskud til etablering af delebilsordningen og til omstilling af eksisterende ordninger.

Kilde: Vejdirektoratet

Husk myndighedsgodkendelserne

Det er andelsboligforeningen selv, som er forpligtet til at indhente godkendelser og tilladelser fra myndighederne, som vil være nødvendige for at få projektet gennemført.

Kan disse ikke blive fremlagt i ansøgningen, kan andelsboligforeningen beskrive, hvordan forholdene er undersøgt – og om der er hentet forhåndstilkendegivelser som beskriver, at projektet vil kunne gennemføres. Disse skal kunne fremlægges inden projektet opstartes, for at kunne beholde muligheden for at bruge ens tilsagn til tilskud, såfremt man har fået det.

Formålet med tilskudsordningen

Tilskudsordningen er sat i værk for at få spredt muligheden for at få el-delebiler i hele landet. En el-delebilsordning har nemlig flere fordele – og disse ønsker Vejdirektoratet, at flere danskere skal have del i. Først og fremmest skabes der et fællesskab, da man deles om de pågældende biler, der er til rådighed. Ordningen lemper også på trængslen i byerne, fordi der er færre biler på vejene, end hvis hver borger skulle have sin egen bil. Uden for byerne giver ordningen familier uden bil mulighed for at komme fra A til B.

Ikke mindst styrkes foreningens grønne profil, og der bidrages aktivt i at gøre noget for klimaet.

Få del i midlerne

Puljen åbner for ansøgninger den 1. august 2025 kl. 10.00 og lukker for ansøgninger den 30. september kl. 15.00. Ansøgninger sendes med et elektronisk ansøgningsskema via Virk.dk. Mere information og ansøgningsskema findes på puljens hjemmeside.

Kilde: Vejdirektoratet.

Artiklen er oprindeligt fra 2024, men revideret i juni 2025.

Skriv en kommentar til artiklen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 kommentarer

Hej – Venligst kontakt mig vedr. el-delebil til vores andelsforening, Ved Skoven.
Mvh. Ulrik

Viser 0 af 2 kommentarer